“Det er typisk dansk” er de stærkes “Det er samfundets skyld”

Det er længe siden, jeg sidst har blogget lidt. Liver går sin gang, der er gang i forretningen, børnene går i skole og børnehave, min bedre halvdel søger job og ja – der sker så meget :)

Men nu er der en anledning.

Reflekterer du som selvstændig/iværksætter?

Som selvstændig indenfor online branchen, hvad enten det er som Social Media Manager, Online Marketing eller hjemmesiderkreatør/udvikler/you-name-it, så kan man ikke undgå, at støde på en masse holdninger, der uden tvivl er farvet af, at selvstændige og specielt iværksættere, har en stærk mentalitet.

De kæmper, de kæmper og kæmper lidt mere. De er som regel meget målrettede, har nogle klare mål i livet eller med deres forretning og vil være bedst til det de gør. De lader med andre ord, ikke ret mange ting holde dem tilbage.

Men ind i mellem, skal man også reflektere, vende blikket ind ad og tænke over, at selvom man målrettet, super sej, en fighter og dygtig, så betyder det ikke, at der er noget galt med resten af samfundet.

Jeg ser desværre mere og mere en tendens generelt, til at bruge udtrykket “Det er typisk dansk”. Ikke om noget godt, men i en negativ sammenhæng.

For en iværksætter handler det ofte om noget med, “laveste fællesnævner””, “hvorfor må vi ikke være anderledes””, “hvorfor må man ikke konkurrere”” eller “hvorfor må jeg ikke gå efter at være den bedste?”.

Alle helt valide spørgsmål, som er med til at rykke samfundet – på den gode måde vel at mærke.

Det bliver til en klagesang

Men når det bliver til en klagesang om, at vi i Danmark ikke stræber nok efter at blive de bedste, efter at være anderledes eller efter en større konkurrencementalitet, så kommer det til at lyde en smule hult.

Tænk over det: Når du som iværksætter siger “Det er bare så typisk dansk, at man bliver set ned på, for at ville være den bedste” bevæger du dig over i samme gruppe som de mennesker, der kun kan finde en årsag til deres ulykke: Samfundet. Og det har du sjovt nok ikke noget problem, med at gøre grin med, eller nedgøre. For vi er jo alle vores egen lykkes med ikke? :)

Og så bliver jeg sgu ked af det, når man kommer med “Det er så typisk dansk”. Det kan da sagtens være, at vi ikke er så konkurrencemindede som amerikanerne. Eller så gode til at lade dem der vil være de bedste, få lov til det – lige som amerikanerne.

Og hvad så? Vi skal ikke lægge over på resten af DK, at vi har andre værdier, end så mange andre lande. Alting kommer som prioritet – også samfundsmæssigt. Vi vil hellere samle dem op, selvom det også kniber, der har det svært, end at alle bare kan gøre 100% som man vil, uden hensyn til andre end sig selv.

Det sjove er jo, at vi KAN gå efter at blive bedst. Vi KAN konkurrere hvis vi vil. Vi KAN være anderledes. Er vi perfekte? Nej da, slet ikke.

Vi KAN

Men man KAN være homoseksuel i DK, uden at blive fængslet. Du KAN komme på toppen af pyramiden, uden at blive udstødt. Du KAN være stærkt konkurrenceminded uden at blive udelukket socialt.

Måske kan man ikke gøre det i det tempo du gerne ville, men så kan jo vælge at forsøge at rykke det ved at bruge “lead by example”, eller man kan tage udenlands.

Og det er der så nogle der gør – en del desværre med hilsenen “Danmark er for lille til mig” eller andre afskedssalutter, der lige glemmer hvor meget man kan takke sit fødeland for.

Og det sjove er, at vi nu er kåret til at være det nemmeste land, at starte virksomhed op i – selvom man ofte hører det modsatte fra selvstændige/iværksættere (hov, er det typisk danske at være en brokkerøv? 😉 )

Indrømmet, den slags undersøgelser skal man nok lige tage med en gran salt, men det kan da ikke være helt slemt så, kan det?

Disclaimer: Sorry Lars, du har nok luret, at jeg igen tager udgangspunkt i noget du har skrevet 😉

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)

Husker du, at begå fejl?

Begår du nogensinde fejl? Ja, mon ikke du gør. Og gør du ikke, så skal du satme lette røven og komme i gang. Det er ikke for sjov.

Jeg er ikke kæmpe fan af citater, men synes de kan være sjove at tænke over, oftest bare ikke mere end det. To af mine yndlingscitater, er:

If you don’t shoot you can’t score
– Citat: Wayne Gretzky

If you don’t make mistakes, you aren’t really trying
– Citat: Coleman Hawkins (Jazz saxofonist)

Det kan lyde enormt kliché, men tænker man over det, er netop de to citater, udtryk for at have modet til at prøve og ikke mindst at FEJLE.

Personlig erfaring

For snart 1,5 år siden, januar 2013 for at være præcist, kastede jeg mig ud i at være selvstændig på fuld tid. Efter at have færdiggjort uddannelsen som MultimedieDesigner, stod jeg og skulle vælge mellem, at søge jobs, eller forsætte min tjans som freelancer, som jeg havde havde kørt ved siden af studiet indtil da, for fulde gardiner.

Overvejelserne var primært økonomiske, for jeg vidste jo godt, hvad jeg inderst inde havde mest lyst til: At være selvstændig. At kunne styre min tid selv, og til en hvis grad, selv styre min indtjening. Var jeg dygtig nok, kunne jeg mere eller mindre selv bestemme min timeløn og hvornår jeg ville arbejde. Og hvem tiltaler ikke det i teorien?

Jeg havde udsigt til en stor opgave, der virkeligt kunne kickstarte mit firma, med en super pris, så det blev valget jeg tog: Freelancer på fuld tid.

Et kort flashback

Vi begår alle fejl - store som småSom sagt havde jeg under mit studie, arbejdet som freelancer og der var en hændelse, der for første gang rykkede godt og grundigt, ved min ellers (kunstigt skulle det vise sig) store selvtillid og ikke mindst tro på egne evner. Jeg vågner tilfældigvis en nat, og kigger på min telefon. Jeg kan se der er en SMS fra en kunde, der skriver med store bogstaver, noget i retning af:

“Den er helt gal. Serveren står og sender mails til de samme x antal modtagere, hvert femte minut, og har gjort det i nogle timer. STOP DET NU!”

Det viste sig, at et fejl i et script, som jeg havde bygget, havde sørget for at 250 mennesker fik rigtig mange mails. I rigtig lang tid.Sådan cirka et halvt døgn. Og fanden var løs.

Kunden lever i høj grad af at sælge pr. mail, og med den form for udsendelse, risikerede han at både server og domæne ville blive markeret som spam hos Gmail, Hotmail og hvad de nu ellers hedder, med katastrofale følger som resultat.

Jeg gjorde naturligvis det eneste rigtige: Fik stoppet scriptet og efterfølgende rettet det, så det ikke længere lavede den fejl. Men hvad så bagefter? Kunden var ikke ked af at sende søgsmål ud, havde han fortalt mig i andre sammenhænge, så der stod jeg pludseligt, og risikerede (i mit eget hoved i hvert fald), et økonomisk klask jeg ikke lige ønskede.

Og ikke mindst, så vækkede det noget i mig, jeg før blot havde lukket ned for med en facade: Frygten for at fejle.

Nutiden – sådan da

Da jeg så valgte at kaste mig ud i livet som fuldtids freelancer, havde jeg så denne dejligt store opgave, med en god indtægt til følge, som skulle i gang og altså skulle kickstarte min virksomhed. Jeg havde aldrig haft en opgave af den størrelse før, så da der skulle sættes deadline, var jeg for optimistisk – alt for optimistisk.

Så da vi nærmede os deadline, og jeg kunne se vi overhovedet ikke ville nå det, og de ugentlige test-sessioner via Skype, afslørede fejl hver gang (i øvrigt ikke usædvanligt i et tidligt stadie af udviklingen), kom frygten for at fejle, til at overtage mere og mere.

Til sidst så meget, at jeg ikke så anden udvej, end at søge professionel hjælp og i sidste ende, sende en meget personlig mail til kunden, hvor jeg forklarede situationen.

Nu husker jeg at fejle – og det er præcis sådan det skal være

Ingen går igennem livet uden at begå fejl. Og dem der begår flest fejl, er oftest dem der prøver mest. Selv når du gør dit bedste, laver du fejl. Hvorfor? Fordi du og jeg ikke er alvidende, perfekte mennesker. Kliché, men sandt.

Og dem der begår færrest fejl, er dem der prøver mindst i livet. Dem der ikke tør kaste sig ud i det ukendte, dem der ikke tager sagen i egen hånd og dem der er ligeglade eller bange. Og det kan der være mange fornuftige forklaringer på – det er blot faktum.

Jeg har lært, på den hårde måde, at det at fejle er helt ok. Men jeg har først lært det, efter jeg blev 30. Ingen har fortalt mig om det før, eller vist mig det. I min familie er vi rigtig gode til at lave en facade af ufejlbarlighed, og på den måde, skaber vi bare så mange flere udfordringer for os selv – så ironisk.

Jeg har af to omgange,

Find dine inspirationskilder

Uanset om man som mig, først skal til at lære det, eller om man blot vil huske sig selv på det, kan det være værdifuldt at finde personer der viser, at det er ok at fejle. En mand jeg finder inspiration i, er Nikolaj Astrup.

Nikolaj deler sine fejl, og så kan folk som mig, se på andre mennesker og tænke: “Aaahh så det ER ok at fejle”. Nikolaj er i øvrigt også en mand, der har været udsat for mine fejl, og som jeg også måtte sende en personlig mail til, da jeg endnu engang led et lille knæk i starten af året, og igen måtte hive fat i mine egen personlige og professionelle hjælper/rådgiver/sparringspartner.

Og sådan skal du også finde dine inspirationskilder, ligesom du sikkert gør i alle andre dele af livet. Og så vil jeg da også opfordre til, som Nikolaj også gør det, i hans om hvor hyklerisk det er at snakke om at begå fejl, når man ikke deler de fejl man begår som iværksætter. Dels får man feedback og et klap på skulderen, dels giver du dine erfaringer videre.

Hvad gør du, når du begår fejl?

Har du en plan for, hvad du gør når de begår fejl? Og har du også modet til at rette op på dem, og ikke mindst at erkende dem? Hvis du er en arrogant skiderik, og ikke vil indrømme dine fejl, bliver din tolerancemargin hos venner og bekendte, meget mindre.

Har du derimod nosser til, at erkende dine fejl, er det også meget nemmere at tilgive dig, og så ellers komme videre. Hvis du ellers er et hæderligt menneske, og ikke begår fejl jævnlig forårsaget af ubetænksomhed, så kan folk sagtens tilgive dig.

Jeg læste på et tidspunkt Virkeligheden er klog, af Thomas Rosenstand, og han skriver i bogen “Bedøm aldrig folk på deres fejl – men på deres evne og vilje til at rette dem” – og hvor er det sandt. Så hvis du tænker dig om, så kan folk langt bedre acceptere fejl hvis du samtidig gør en ihærdig indsats, for at rette på dem.

Ignorerer du dine fejl og de konsekvenser de har, er du for det første en arrogant stodder, men dernæst opnår du ikke respekt og tilgivelse fra dine venner, familie, kunder m.fl.

Undskyldninger er min stærke side

Begår du fejl, skal du gøre dit bedste for at rette op på denDet var sjovt nok her, hvor jeg kunne hente en del trøst. Selvom jeg også har været apatisk under tiden, når jeg har begået fejl, så har jeg den styrke, at begår jeg en fejl, er jeg villig til at indrømme den. For hvor meget taber jeg mere, end jeg allerede har tabt på at begå fejlen? Ikke ret meget vel? Det er egentlig et ret simpelt regnestykke.

Det er klart, at føler jeg ikke det er min skyld, så påtager jeg mig ikke skylden med det samme, men jeg prøver så vidt muligt, at se sagen fra begge sider (nogle vil sige, at jeg er lige lovlig god til den del – det er en anden snak). Jeg prøver i det hele taget, at tænke på, hvordan jeg helst selv gerne vil behandles.

Og så er det da også lidt sjovt

Det er aldrig fedt, med folk der bare plaprer løs, om deres ene succes efter den anden vel? Og det har intet med jantelov at gøre. Det skyldes bare, at man fremstår som arrogant, narcissistisk og latterlig. Det er yderst sjældent man kan kopiere en succes, så man lærer ikke nær så meget af andres succes, som man gør af deres fejl.

Skal man videregive råd fra sin egen succes, ender det ofte ud i en masse klicheér, og hvor langt er vi så kommet?

Derfor er det meget mere interessant, at dele sine fejl og læse om andres fejl. Og læser man om andres fejl, ved man samtidig, at de har erkendt at det var en fejl, er kommet videre og højest sandsynligt kan grine af dem.

Af samme årsag, så synes jeg det mindst lige så sjovt at fortælle om mine børns fuckups, som det er at prale med hvor dygtige de er. For ingen er perfekte, og at forsøge at fremstille nogen som sådan, er bare latterligt og et udtryk for total mangel på realitetssans.

Så se at begå nogle fejl, og del dem meget gerne her på bloggen – det kan kun blive underholdende :)

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)

Det der med vaner

Hvad er dine værste vaner? Eller de vaner, du er mest træt af? Vi har alle virkeligt mange vaner, nogle gode, nogle dårlige, som vi ved vi burde prøve at ændre. Men hold kæft det er svært – ikke?

Jeg er fed – på den igen

Jeg er netop for sådan cirka 117. gang, gået i gang med at smide en masse kilo. Sådan cirka 60 kg. skal der gerne smides fra kroppen, indenfor det næste års tid. Det er en hel del.

Heldigvis er jeg ikke alene, jeg har min bedre halvdel med. I sidste ende, er det dog kun op til en selv, om man når sine mål, men det er rart at have en lidelsesfælde med på turen. Både når det går skidt, men også når det går godt. SlikÅrsagerne til, at der står 145 kg. på min vægt når jeg stiller mig, ligger rigtig mange steder. For meget slik om aftenen, stillesiddende arbejde, for lidt motion osv osv.

Årsagerne til, at det er blevet sådan, er som sådan bare ikke interessante i sig selv. Det er derimod hvad man kan gøre ved dem og hvilken betydning de har for én, der er interessant.

Hvis du spiser meget slik om aftenen, har du så nogensinde spekuleret over, hvorfor du gør det? Det nemmeste er at sige: Trøstespisning. For mit vedkommende, var det bare ikke hovedårsagen.

Naturligvis trøstespiser jeg også, men er der nogen der overhovedet kan sige sig fri for det? Nogle spiser måske noget andet end slik, men jeg tror langt de fleste trøstespiser nu og da. Jeg spiser også slik, når jeg skal fejre noget, hvis noget er gået godt på jobbet eller andre lykkelige omstændigheder.

Ren og skær vane

Men først og fremmest, så spiser jeg slik om aftenen, af ren og skær vane. Det har været sådan længe for mig, at skulle en aften for alvor være hyggelig, så skulle der slik, chips, is og/eller sodavand på bordet.

Det kan også være, hvis jeg skal bevæge mig ud i en ukendt situation, hvis jeg skal tage hul på en svær opgave arbejdsmæssigt. Fællesnævneren er (som du måske har luret det): Tryghed. Er det ikke mærkeligt? At slik, chips, sodavand og is kan give tryghed?

Ikke desto mindre, så kan jeg jo mærke, at det er som at bryde ud af den lille hyggelige skal, når jeg ikke har noget snoller til rådighed.

Tålmodig opbygning af en vane

Det kommer jo ikke af sig selv. Det er bygget op, over flere år, hvor jeg har gjort det til en vane.

Noget ligger helt sikkert som en form for trodsreaktion, oven på min opdragelse, hvor det er med slik osv, var mere eller mindre bandlyst – ikke sådan officielt, det var bare aldrig i huset (med undtagelse af min fars bil, hvor jeg så kunne liste ned og stjæle et stykke engang i mellem).

Så da jeg flyttede hjemmefra, skulle den jo bare have hele armen, for nu kunne jeg jo selv bestemme. Og selvom jeg altid har haft et par kilo eller tre for meget på kroppen, specielt efter jeg stoppede med at spille fodbold, så tog det først for alvor fart, da jeg flyttede hjemmefra. Og siden har det være stort set umuligt, at komme af med.

Hvordan fa’en slipper man af med en vane?

Og hvad hunde gør man så, for at komme af med en vane – og specielt en så indgroet vane, som det er, når man som menneske, skal fjerne en vane, der bygger på et af de mest fundementale behov din hjerne har, som tryghed?

Well, jeg tror det aller vigtigste er, ikke at forsøge at slippe af med flere vaner på en gang. Tag dem én for én. Nogle vaner er nemme at slippe af med, så kan man hurtigt gå videre til næste, mens andre er langt sværere at slippe af med – dem skal man bearbejde over længere tid. Smid kilo med stillesidende arbejde

Det hjælper ikke bare at erstatte

For mit vedkommende, handler det om at tage nogle aftener, hvor der slet ikke bliver spist eller drukket (andet end vand) noget om aftenen. Vi var for nogle år siden, på kur hos De Danske Vægtkonsulenter. Det virkede efter hensigten: Vi smed alle de overskydende kilo, hvilket jo var superfedt.

Et af problemerne var dog, at vores vane med at spise noget om aftenen, ikke blev fjernet. Vi måtte selvfølgelig ikke spise slik, men vi måtte så tilgængelig spise noget andet sødt, hvilket f.eks. kunne være Gaio med frugt, vanilleessens og sødemiddel.

Dvs. vores kroppe fik stadig et skud sukker, endda af den virkeligt dårlige slags som kroppen ikke kan nedbryde og derfor går amok i insulinproduktion over, og vi holdt i fast i vanen med at spise om aftenen.

I virkeligheden et selvmål af karakter. Så da vi efterfølgende skulle holde vægten, var vanen ikke fjernet og nu skulle vi jo selv styre kosten – og det gik galt.

En erfaring rigere

Så når jeg nu er den erfaring rigere, så handler det i stedet om, at nogle aftener skal være madfri, simpelthen for at mit system vænner sig til, at jeg kan hygge mig og skabe tryghed, på andre måder. Og naturligvis for at smide nogle kilo og på sigt undgå at tage dem alle sammen på igen.

Det gør det jo ikke nemmere, men det er så meget desto større en tilfredstillelse, når det så lykkedes – og det er det allerede så småt begyndt på.

Hvordan gør du?

Hvordan gør du, når du skal af med en vane? Har du et gyldent trick der bare virker for dig, eller har du også prøvet 117. forskellige ting, uden held? Lad mig høre om dine erfaringer – så vi kan hjælpe hinanden :)


PS: Du kan følge mit vægttab her

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/6 (0 votes cast)