Hvor hurtigt arbejder djævlen?

Gud skabte jorden på 7 dage… Gad vide hvor lang tid det tog at finde på cola? Man kunne også fristes til at spørge “Hvor hurtigt arbejder djævlen?” For det er da djævelsk hvor godt et produkt man faktisk har lavet. Ikke alene smager det afsindig godt (jo det gør!), det skaber også mere afhængighed og dermed trang til endnu mere cola. Det er jo en ren pengemaskine…

De første to dage uden det søde sukkervand (“Det søde koffein-/aspartamvand” lyder ikke helt så godt vel?), gik overraskende godt. Tredjedagen var anderledes slem. Hovedpine hele dagen stort set, hvor jeg kunne mærke at bare en cola formentlig ville få bugt med den lille djævel der sad og bankede på indersiden af mit hoved. Samtidig var det ufatteligt varmt, og mine forældres have var fyldt med underlige små fluer… Ja det var vel kort sagt en af de der dage…

Nu er det dag nr. 5, og der er stadig ikke røget nogen former for sodavand ned. Ja, vi er kommet så langt, at der end ikke vil være sodavand på bordet (eller i hjemmet), når sønnen skal fejres med familien på lørdag.

Der har naturligvis været trang til det søde vand undervejs, specielt med de her varme dage, men der er blevet kompenceret med lidt usundt undervejs, bl.a. i form af gode gammeldags vaffelis med kugler i går, på knægtens fødselsdag.

Alt i alt må jeg derfor erkende, at det er meget tilfredsstillende at der endnu ikke er gået ged i udfordringen og at jeg holder kursen. Mon ikke der kommer flere dage med flere fristelser, og så må jeg jo se, hvordan jeg kommer over dem. Jeg skal hele tiden lige huske mig selv på, at det faktisk ikke er en slankekur også, men kun en cola-/sodavandskur. Skal ikke have gang i for meget på en gang, så ender det hurtigt med at gå i ged.

Dag 2 – 23 dage tilbage

Så er det blevet dag nr. to i min egen lille challenge: 25 dage uden Cola og andre former for sodavand.

Indtil nu har det faktisk ikke været så slemt. En lille hovedpine er på vej, og en der var lige en død periode i går eftermiddags, hvor jeg normalt nok ville have grebet til en cola, men det ville ligesom være lidt af en falliterklæring at give op allerede på den første dag.

I dag lavede jeg en smoothie (blandede egentlig bare 117 forskellige frugter, lecithin, mælk, proteinpulver og olie sammen), og da det praktisk talt fyldte hele smoothie maskinen, var der også nok til at der kunne stå noget på køl som jeg har kunnet tage noget af i løbet af dagen.

Ellers er der indtil videre ikke røget andet end vand og mælk + smoothie ned sammen med den mere faste form af mad, og det er jeg sgu egentlig ret godt tilfreds med. Der kommer stadig fra tid til anden, så som nu hvor vi alle har været en tur i svømmebassinet på terassen, hvor man godt kunne drikke en cola, men det er ikke sådan at jeg er ved at gå ned på at mangle det.

Faktisk er det mere ovre i kategorien for “af en eller anden grund, forbinder jeg en cola med ekstra hygge og afslapning”. Det er blevet et form for fix-punkt, som jeg forestiller mig rygere og kaffedrikkere også har det lidt, at det er lige det der gør, at man på en eller anden underlig måde, lige slapper det af ekstra.

En cola fra eller til…

Det er jo ikke fordi en cola ekstra gør den store forskel, vel? Hvis man drikker 20 glas cola om dagen gør det nok næppe den store forskel, om man lige drikker glas nr. 21 også. Det tror jeg da ikke ihf. For sandheden er vel ret beset bare, at jeg aner tæt på nada om det der smager så godt, og som jeg hælder ned i min mave i større eller mindre mængder hver dag…

I dag faldt jeg så over det her indlæg fra Thomas Rosenstand på Google+: https://plus.google.com/104038163977823835179/posts/GDFrrijQo8B

Nu følger jeg primært hr. Rosenstand pga. hans evner ud i SEO (søgemaskineoptimering), men Thomas har også skrevet bogen “Virkeligheden er klog” som jeg også har læst med stor nysgerrighed og forbløffelse. Thomas Rosenstand er en klog mand, med en stor livserfaring. Han har taget nogle valg der har været svære, men i dag sidder han i USA, sammen med sin kone og hund, og styrer sit firma i Danmark, og tjener godt på det. Man fristes til at sige “Mere end godt” 😉

Hans indlæg om hvordan kroppen reagerer når man indtager et glas cola, er ikke decideret en øjenåbner. Jeg har lyttet til podcasts og læst på nettet lidt om hvordan kroppen fungerer generelt og hvordan den specifikt tænker og handler, når man giver den for meget sukker og specielt når den får sødestoffer. Det var derfor mere en påmindelse, en lille huskekage om man vil, der straks gav mig idéen til at give mig selv en lille udfordring.

25 dage uden Cola (eller nogen anden form for sodavand).

Så kunne du jo tænke: “Jaja så kan han bare drikke noget mere kaffe”. Jooo, men jeg drikker slet ikke kaffe (er jeg ikke gammel nok til 😉 ). Så kunne jeg drikke saftevand eller juice. Og ja det kan jeg, og det gør jeg måske også.

Det der i de 25 dage, vil være vigtigt for mig er, at undgå kunstige sødestoffer og koffein. Dvs. saftevand er i og for sig tilladt, og det samme er juice altså. Og dog, der er jo en del saftevand, specielt light udgaverne, der indeholder kunstige sødestoffer, så dem skal jeg også undgå. Så målet er at holde mig til vand, mælk og juice.

Jeg vil forsøge at “kompensere” med nogle smoothies med masser af bær, det er nemlig temmelig lækkert, og så vand og mælk når jeg er tørstig.

Udfordringen er en del af et forsøg på at komme på rette spor igen, og jeg tænker at ved at snævre fokus ind på ét specifikt og meget konkret mål, gør det hele processen meget mere overkommelig og dermed øges chancerne voldsomt for succes.

Hvorfor så lige 25 dage? Fordi min kære kone og jeg kan fejre 4 års bryllupsdag den 16. august, så der vil jeg tillade mig selv en lille cola (nu da jeg heller ikke drikker vin af nogen art), måske sammen med nogle popcorn i biffen og en god menu på favoritrestaurenten.

Følg med i udfordringen de kommende 25 dage, som starter i morgen søndag den 22. juli 🙂