Der er ikke noget som et vægttab søndag morgen

Kl. er nu 8.02, eller cirka der omkring, og familien har været vågne i tæt på to timer allerede. Sådan er det at have børn 🙂 Min kone og jeg var på vores første “prøve” i går, i forbindelse med vores slankekur. Vi skulle besøge mine forældre, der inviterede på den årlige “nu skal der laves juledekorationer og spises julemad” hyggedag. Menuen stod på boller, med diverse usunde tilbehør ved ankomsten. Til frokost var der dømt biksemad af flæskesteg og bacon og til at runde det hele af med, stod der æbleskiver på bordet da klokken blev omkring de 16 stykker.

Vi havde snakket om, at vi måtte spise ekstra mange kalorier (som vi skal minimum hver 3. dag), så vi havde givet os selv lidt rum at give af. Det lykkedes os dog begge to, faktisk at gå under vores daglige kaloriebehov og modstå de mange fristelser. Vi fik begge smagt på biksemaden, men i en fornuftig mængde, mens vi undlod at smage på æbleskiverne. I stedet nøjedes vi med boller og lidt Cola Light, for lige at tilfredsstille den søde tand en lille smule.

At modstå de fristelser, er i sig selv en sejr for os, da det normalt er præcist det der har gjort os overvægtige: Vi har spist det forkerte og i de forkerte mængder. Yderligere var glæden stor, da jeg stillede mig op på vægten til morges, og kunne se vægten vise 3,2 kg. mindre end ved starten, nemlig 131,7 kg. En fed måde at starte søndag morgen på 🙂

I dag står den så faktisk på overspisning. En svær disciplin selvom det lyder nemt. Man skal lige overveje hvad det er man får ekstra. Det er jo nemt at gå amok i slik og chokolade, men kan man så styre trangen bagefter, eller hvad sker der? Og at spise 3000 kalorier (som i mit tilfælde), i almindelig mad er ret svært, med mindre man vil spise meget store mængder. Samtidig har vi lært, ved at se videoerne fra Naturlig Slankekur, at maven kan arbejde med 3-400 gram mad af gangen. Og det er faktisk nemt at mærke når den får mere, for så skal den arbejde hurtigere og det resulterer ofte i den klassiske fornemmelse hvor man måske kan nøjes med at læne sig tilbage i stolen, og slå mave, eller hvis man er mindre heldig: Et tur på det lille hus 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig at du ikke er en robot *