Det der med vaner

Hvad er dine værste vaner? Eller de vaner, du er mest træt af? Vi har alle virkeligt mange vaner, nogle gode, nogle dårlige, som vi ved vi burde prøve at ændre. Men hold kæft det er svært – ikke?

Jeg er fed – på den igen

Jeg er netop for sådan cirka 117. gang, gået i gang med at smide en masse kilo. Sådan cirka 60 kg. skal der gerne smides fra kroppen, indenfor det næste års tid. Det er en hel del.

Heldigvis er jeg ikke alene, jeg har min bedre halvdel med. I sidste ende, er det dog kun op til en selv, om man når sine mål, men det er rart at have en lidelsesfælde med på turen. Både når det går skidt, men også når det går godt. SlikÅrsagerne til, at der står 145 kg. på min vægt når jeg stiller mig, ligger rigtig mange steder. For meget slik om aftenen, stillesiddende arbejde, for lidt motion osv osv.

Årsagerne til, at det er blevet sådan, er som sådan bare ikke interessante i sig selv. Det er derimod hvad man kan gøre ved dem og hvilken betydning de har for én, der er interessant.

Hvis du spiser meget slik om aftenen, har du så nogensinde spekuleret over, hvorfor du gør det? Det nemmeste er at sige: Trøstespisning. For mit vedkommende, var det bare ikke hovedårsagen.

Naturligvis trøstespiser jeg også, men er der nogen der overhovedet kan sige sig fri for det? Nogle spiser måske noget andet end slik, men jeg tror langt de fleste trøstespiser nu og da. Jeg spiser også slik, når jeg skal fejre noget, hvis noget er gået godt på jobbet eller andre lykkelige omstændigheder.

Ren og skær vane

Men først og fremmest, så spiser jeg slik om aftenen, af ren og skær vane. Det har været sådan længe for mig, at skulle en aften for alvor være hyggelig, så skulle der slik, chips, is og/eller sodavand på bordet.

Det kan også være, hvis jeg skal bevæge mig ud i en ukendt situation, hvis jeg skal tage hul på en svær opgave arbejdsmæssigt. Fællesnævneren er (som du måske har luret det): Tryghed. Er det ikke mærkeligt? At slik, chips, sodavand og is kan give tryghed?

Ikke desto mindre, så kan jeg jo mærke, at det er som at bryde ud af den lille hyggelige skal, når jeg ikke har noget snoller til rådighed.

Tålmodig opbygning af en vane

Det kommer jo ikke af sig selv. Det er bygget op, over flere år, hvor jeg har gjort det til en vane.

Noget ligger helt sikkert som en form for trodsreaktion, oven på min opdragelse, hvor det er med slik osv, var mere eller mindre bandlyst – ikke sådan officielt, det var bare aldrig i huset (med undtagelse af min fars bil, hvor jeg så kunne liste ned og stjæle et stykke engang i mellem).

Så da jeg flyttede hjemmefra, skulle den jo bare have hele armen, for nu kunne jeg jo selv bestemme. Og selvom jeg altid har haft et par kilo eller tre for meget på kroppen, specielt efter jeg stoppede med at spille fodbold, så tog det først for alvor fart, da jeg flyttede hjemmefra. Og siden har det være stort set umuligt, at komme af med.

Hvordan fa’en slipper man af med en vane?

Og hvad hunde gør man så, for at komme af med en vane – og specielt en så indgroet vane, som det er, når man som menneske, skal fjerne en vane, der bygger på et af de mest fundementale behov din hjerne har, som tryghed?

Well, jeg tror det aller vigtigste er, ikke at forsøge at slippe af med flere vaner på en gang. Tag dem én for én. Nogle vaner er nemme at slippe af med, så kan man hurtigt gå videre til næste, mens andre er langt sværere at slippe af med – dem skal man bearbejde over længere tid. Smid kilo med stillesidende arbejde

Det hjælper ikke bare at erstatte

For mit vedkommende, handler det om at tage nogle aftener, hvor der slet ikke bliver spist eller drukket (andet end vand) noget om aftenen. Vi var for nogle år siden, på kur hos De Danske Vægtkonsulenter. Det virkede efter hensigten: Vi smed alle de overskydende kilo, hvilket jo var superfedt.

Et af problemerne var dog, at vores vane med at spise noget om aftenen, ikke blev fjernet. Vi måtte selvfølgelig ikke spise slik, men vi måtte så tilgængelig spise noget andet sødt, hvilket f.eks. kunne være Gaio med frugt, vanilleessens og sødemiddel.

Dvs. vores kroppe fik stadig et skud sukker, endda af den virkeligt dårlige slags som kroppen ikke kan nedbryde og derfor går amok i insulinproduktion over, og vi holdt i fast i vanen med at spise om aftenen.

I virkeligheden et selvmål af karakter. Så da vi efterfølgende skulle holde vægten, var vanen ikke fjernet og nu skulle vi jo selv styre kosten – og det gik galt.

En erfaring rigere

Så når jeg nu er den erfaring rigere, så handler det i stedet om, at nogle aftener skal være madfri, simpelthen for at mit system vænner sig til, at jeg kan hygge mig og skabe tryghed, på andre måder. Og naturligvis for at smide nogle kilo og på sigt undgå at tage dem alle sammen på igen.

Det gør det jo ikke nemmere, men det er så meget desto større en tilfredstillelse, når det så lykkedes – og det er det allerede så småt begyndt på.

Hvordan gør du?

Hvordan gør du, når du skal af med en vane? Har du et gyldent trick der bare virker for dig, eller har du også prøvet 117. forskellige ting, uden held? Lad mig høre om dine erfaringer – så vi kan hjælpe hinanden 🙂


PS: Du kan følge mit vægttab her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig at du ikke er en robot *