Fed, 31 og langt fra færdig

Jeg byder jer hermed velkommen til min blog, Den Fede Dreng. Og ja, jeg er vel ret beset det man kan kalde fed. En aktuel kampvægt på små 135 kg (vægten sagde 134,9 men skal vi ikke lade tvivl komme den til gode?), skal reduceres. Kraftigt.

Nu er det nok ikke den første blog om det at tabe sig, og næppe heller den sidste. Så hvorfor læse den her? Klichéen ville jo være at sige “fordi jeg er som dig”, men det er nu ikke derfor. Næ, jeg vil bare gerne fortælle om hvad jeg gør for at tabe mig. For guderne skal vide, at det ikke er første forsøg ud i kunsten at tabe sig.

Faktisk forløb mere eller mindre hele 2006 med en slankekur, der i sidste ende sendte mig ned på en kampvægt på 85 kg. Så kom der børn til verden, et bryllup blev vel gennemført og ja, i dag er jeg så tilbage 10 kg. tungere end da vi startede i februar 2006. Siden er tiden gået med utallige forsøg på forskellige slankekure, bl.a. Vægtvogterne, Madlog og Naturlig Slankekur. Og nu er vi så på den igen, og igen med Henrik Bruhns Naturlig Slankekur.

Men bloggen er ment som inspiration til jer andre der giver det et skud med slankekure. Præcis hvordan bloggen kommer til at forløbe har jeg ikke lagt mig fast på, men håber I nyder den. Velkommen til 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vis mig at du ikke er en robot *