Tag dig sammen!

“Tag dig nu lige sammen (gider du?)!” – Den sætning har jeg lige set i en debat på et site for selvstændige, hvor debatstarter klynker over hvor hårdt det er at starte som selvstændig i Danmark. Det på trods af, at man netop er blevet kåret som et af de bedste lande i en undersøgelse, der dog manglede vigtige faktorer (som jeg ikke husker her), men som dog alligevel er værd at tage med.

Vedkommendes problem var, at han er på kontanthjælp og for meget lidt, omkring 4.100 brutto om måneden og det synes han ikke er nok når man vil starte virksomhed. Og nej det er ikke meget, men det er jo heller ikke meningen at staten skal skyde penge direkte ind i opstartsvirksomheder, da det vil skabe en uretmæssig konkurrencefordel. Derfor var der på sin vis en del klynk med i indlægget – og det er sjældent at klynk er specielt spændende at høre på. Men den kan til dels være, om ikke berettiget, så i hvert fald noget man bare skal overhøre og se ud over – fordi den kan bunde i et meget svagt grundlag og få øjeblikkes frustration.

Undervejs i debatten er der så en anden bruger på sitet, der ser det nødvendigt at, som jeg ser det, svine vedkommende til. På lidet elegant måde. Vedkommende forklarer sig bevares, men møder også trådstarter med udtryk som “jeg er målløs” og ikke mindst “tag dig sammen (og find et arbejde)”. Vedkommende er simpelthen “så liberal at jeg ikke har særlig meget sympati med nogen overhovedet, som ikke kan klare sig selv”. Og her sidder man så og skammer sig på sine liberales vegne. For hvad fanden har det at være liberal at gøre med at udvise sympati, eller ej? Der er kun et svar på det: Hvis ikke du kan udvise sympati er det fordi du ikke besidder empati. Forstå det!

Jeg gider ikke høre på dig

I min branche er der en såkaldt SEO-guru, altså en mand der er meget dygtigt til at få virksomheders hjemmesider til at ligge rigtig godt på Google når du og jeg søger, og på den måde skaber mere omsætning til firmaerne. Han har begået en bog (som det så fint hedder) der bygger på hans livsanskuelse, nemlig Virkeligheden er klog. En bog af en forfatter der ikke er uddannet coach, psykolog, terapeut eller andet, men som tager udgangspunkt i hans livsanskuelser, livsfilosofi om man vil. Og det er forfriskende at læse en bog i disse “selvudviklingstider”, hvor der ikke skæres lidt til og fra for at fremstå blødere, for er der noget Thomas Rosenstand ikke er, så er det rund. Han har en ret firkantet anskuelse på tingene, uden at mange netop førnævnte empati. På ingen måde.

Og det er netop essensen. Du kan sagtens være hård og kontant ved folk der klynker, men når du bruger argumenter som “tag dig sammen” eller “hvor svært kan det være” fortæller du samtidig modtager at han/hun, i dine øjne, er mindre værd og bare er en klynker der ikke står til at redde. Og hvor fed en besked er det lige at få? De stærke er ligeglade, men de svage bukker enten under efter ellers at have rejst sig, eller synker endnu længere ned i gruset. Og hvad har du så opnået? Absolut bjælde! Kan du følge din udsagn op med konkrete råd og måske endda selv hjælpe til, eller i det mindste lade modtager vide at du bestemt mener det, men at du mener det af en godt hjerte, så kan “tag dig sammen” faktisk lige frem være konstruktivt – igen afhængig af modtager.

Tag ansvar for dit liv

Det er en anskuelse jeg er stor fortaler for. Det er vigtigt at forstå en ting her i livet: Livet kan byde dig mange ting. Du kan blive fyret, du kan have en forfærdelig opvækst, du kan blive udsat for overfald eller noget helt fjerde. I sidste ende er det op til dig selv at rejse dig – ingen kan gøre det for dig. Nogle misforstår det som, at jeg mener man selv er skyld i alt dårligt i ens liv. Langt fra! Hvis du virkeligt tror jeg mener det, så tror du samtidig at jeg mener, at man er selvforskyldt i voldtægt, overfald – og så bedes du skrubbe ud af mine venne-/bekendskabskreds lige nu og her!

Ved at tage ansvar for dit liv, tager du selv styringen. Hvis ikke du tager ansvar, lader du andre styre dit liv.

Men jeg mener at man skal tage ansvar. Det kan godt være man synes det er uretfærdigt at skulle leve for 4.100 om måneden og det at blive voldtaget og deslige, er noget jeg slet ikke kan forestille mig hvor slemt det måtte være. Men du kan ikke bede andre om at “redde” dig. Det kan du altså ikke – for hvordan hulen skal vi kunne det. Og det er her “ansvar for eget liv” kommer ind i billedet. Er du blevet overfaldet eller voldtaget har du selv ansvar for at komme videre. Læg mærke til, at jeg ikke siger det er let og jeg ikke siger “du skal bare tage dig sammen”. Men du er selv nødt til at erkende, at du har brug for hjælp (hvis du føler du har det) og så søge den hjælp. Og nej det er ikke nemt, det siger jeg ikke. Men andre kan altså ikke gøre det for dig – og det bedste du kan gøre for dig selv, er netop at tage det ansvar. Jeg ved at voldtægt er et tabubelagt og farligt område at bevæge sig ind i, men det er vigtigt at forstå pointen og derfor det virkefulde eksempel.

Idiot og uden empati?

Det sjove er, at den føromtalte debattør mente, at “tag dig sammen” og “tag ansvar for dit liv” hørte sammen. Og det gør det jo faktisk. Problemet er, at det er så nemt at få det til at virke ih og åh så nemt. Og når du gør det, uden at fortælle hvordan modtager kan gøre det “nemt” for sig selv, fremstår du bare som en ufølsom idiot uden empati der egentlig burde holde sig langt væk, for de bryder ned i stedet for at bygge op.

Og når jeg så ser sådan en argumentation i en debat på et iværksætter forum, så bliver jeg sgu ked af det. Ked af det fordi det bare underbygger den opfattelse af selvstændige og iværksættere som mange har: At vi er ufølsomme og ikke evner at have forståelse for andre der ikke lige har iværksætter genet, eller bare lysten til at være selvstændig. Og for langt de flestes vedkommende er det lige modsat. Vi nyder vores liv meget, men vi har fuld forståelse for, at man vælger de spor man gør i livet – men vi opfordrer meget gerne til at flere prøver sig af som selvstændig 😉

Men idioter uden sympati er vi ikke!

Hold kæft hvor har man hørt meget om det…

Oh yeah, vi har hørt og set stolpe op og stolpe ned om den fra i dag, aktiverede lockout mellem KL og lærerne. Så meget at man ligefrem kvalmes – det er lige i overkanten, men det er jo uden tvivl en vigtig sag. Så vigtig, at jeg har brugt tid på at diskutere det på Facebook i dag. Eller, der kom et enkelt langt indlæg ud af det og det vil jeg gerne bruge denne side, til at bringe. For jeg synes naturligvis min mening er den rigtige – sådan må det jo være 😉 Indlægget tager udgangspunkt i en holdning om, at lærerne skulle tage og indordne sig og bare være glade for at de overhovedet har et arbejde – specielt i denne tid. Det kunne jeg ikke lade være med at lade mig provokere af (og det var måske netop meningen), så her kommer mit indlæg til debatten:

Lærerne skal helt sikkert kigge indad, det er der ingen tvivl om. Alt for mange lærere har ikke været klædt godt nok på, og uddannelsen har ikke været god nok til at klæde dem på til de udfordringer der er som lærer – og til at klare at de udfordringer ændrer sig hele tiden.

Når det så er sagt, så er lige præcis dem der skal tage sig af mine børn, lærere og pædagoger, en faggruppe jeg meget gerne stiller anderledes end mig der er selvstændig med langt over 40 timers arbejde ugentlig, og andre i den private sektor. Jeg mener ganske enkelt ikke man kan sammenligne dem med andre faggrupper, det vil være som at sammenligne appelsiner og æbler for nu at bruge en kliché.

Jeg mener ikke, at man kan bruge en retorik om at “de skal være glade for at have et job”, for i sidste ende er det os der skal være glade for at de gider bruge tid på at tage sig af vores udulige unger. Det siger jeg naturligvis med et glimt i øjet, men faktum er bare, at forældre i dag stille fuldstændigt vanvittige krav til lærere og pædagoger i dag. Krav jeg tvivler på ret mange udenfor branchen reelt kender omfanget af. Og ja, der er store krav til alle i alle brancher, men nu har jeg været ansat i to store detailbutikker og oplevet kunder man skulle tro der var løgn hvad angår opførsel og krav. Når man så ganger det med to og overfører det til forældre til 20-25 børn der alle har forskellige krav til hvordan deres lille forkælede putte-nutte-prinsesse skal behandles – jo tak så er jeg enormt taknemmelig for at nogle vil tage sig af det job. Jeg skal sørme ikke nyde noget af det 🙂

Og er det virkeligt så vigtigt at de er på skolen i 37 timer om ugen? Kan forberedelsen ikke lige så godt foregår hjemme? Jeg ved da at der kan være enormt mange fordele ved at kunne tage forskellige arbejdsopgaver hjemme. Nu arbejder jeg hjemmefra, men jeg gider da ikke altid sidde på kontoret, men trækker op i stuen – for afvekslingens skyld.

Og vil man derud hvor man tvinger lærerne til at være på skolen 8-16? Hvad så når jeg skal til forældremøde – så skal jeg tage fri fra arbejde? Vi klager over at bankerne ikke har åbent når vi har fri, eller andre dele af det offentlige for den sags skyld. Hvorfor i al verden skulle vi så pludseligt finde det acceptabelt at vi ikke kan tage til forældremøde om aftenen?

Og ved vi reelt hvor meget lærerne og pædagogerne arbejder? Jaja, de har teknisk set ferie når ungerne har fri, men jeg husker da i den grad min mor bruge oceaner af tid på forberedelse, og det var max 4 ugers sommerferie for den første uge gik med oprydning og diverse ting på skolen, mens den sidste uge af den ferie gik med forberedelse af det kommende skoleår, bl.a. rengøring af lokaler. Og hun var endda kun på deltid.

Vi skal væk fra den fuldstændig manglende respekt for lærerne og pædagoger, og holdningen “de laver aldrig noget” som jeg bl.a. hørte i går, er fuldstændig uacceptabelt. Hvordan vil du have det med at få den kastet i hovedet når du ved at du knokler røven ud af bukserne?

Det er egentlig ganske simpel at stille et regnestykke op:

Manglende respekt + mindre frihed til at planlægge arbejdstiden = mindre attraktivt at være lære => hjemmeundervisning/dårligere undervisning

Over and out 😉